fredag den 31. august 2012

Sommersalat med plankebøf og æg..

Igår aftes var jeg alene hjemme, og jeg har lige vedtaget med mig selv, at den fra nu af hedder sukker, og andre usunde ting, med omtanke (jeg ved godt, at det lyder lidt bekendt, men denne gang er det all in!). Jeg har taget et par kilo på hen over sommeren, grundet lækre drinks og god mad, samt en masse snacks, men nu skal det være slut. Derfor lavede jeg mig igår en lækker salat, med mange proteiner, der jo er det mest mættende makronæringsstof vi har :) Der findes fx mange proteiner i kød og i æg, der begge indgår i min opskrift nedenunder. 
Desuden har jeg på mit nye modul på studiet, haft om, hvordan en ret kan blive endnu mere spændende, hvis man snitter grøntsager på forskellige måder, og der er virkelig mange måder at skære fx en gulerod på. Se bare på billedet nedenunder:

Det gør, at man kan variere noget mere mellem snittemetoderne, og derved skabe en variation og en ny spænding ved den samme ret, når det bliver skåret ud på en anden måde en tidligere.

Men nu til min opskrift - Jeg brugte plankebøf af en nakkefilet, fordi den var på tilbud i mit supermarked. Man kan bruge lige det kød man har lyst til, det giver kun variation i salaten :) Retten er af, hvad jeg lige havde i hjemmet, så hvis man har en rest af en grøntsag, så brug det endelig, så mindsker man også madspild!

Sommersalat med plankebøf og æg

Til 1 person.
Det skal du bruge:
1 hårkogt æg
1 bøf, filet, stykke kød på ca. 100 g
½ gulerod
½ tomat
1 håndfuld babyspinat blade
2 stængler forårsløg

Det skal du gøre:
1. Kog ægget i ca. 10 min, eller til det er hårkogt.
2. Skyl babyspinaten og læg den nederst i en dyb tallerken.
3. Skyl forårsløgene og skær bund og top af. Skær den derefter i små skiver.
4. Skyl tomaten og skær den i tynde både.
5. Skyl og skræl guleroden og skær den i skrå skiver (gem halvdelen af guleroden og riv til sidst nogle fine strimler og kom hen over retten, som vist på billedet).
6. Gør en pande varm, og kom en klat stegemiddel på, enten smør eller olie, og steg kødet på panden til det er næsten gennemstegt. Krydr med salt og peber, eller andet, der falder dig ind. Skær kødet i tynde skiver.
7. Tag ægget op ad gryden, skyl det i koldt vand, og pil det. Skær det i tynde både.
8. De udskårede grøntsager lægges oven på spinatbladene, sammen med kødstrimlerne og æggebådene. Tilsidst lægges det fintrevede gulerod ovenpå.

Retten er færdig og kan serveres med det samme. Vent dog et par minutter fra kødet er færdigstegt til det kommer på tallerkenen, da det ellers er rygende varmt.

Kh. Julie


Ingen kommentarer:

Send en kommentar